Når man i dag diskuterer digital billedbehandling, handler det ofte om spørgsmål som manipulation, forfalskning eller forskønnelse. Man overser dog let, at billedbehandling ikke først opstod med programmer som Photoshop, men allerede fra fotografiets begyndelse var en fast del af mediet.
Myten om det uredigerede billede
Allerede i fotografiets barndom blev billeder redigeret. Fotografer som Ansel Adams har altid redigeret deres billeder, for også zonesystemet var tænkt til, at man i laboratoriet kunne fremhæve flere detaljer fra dybden ved at lysne. Hos Henry Cartier-Bresson er mange af billederne derimod forstørrelser af udskæringer. Henry Cartier-Bresson var ret begrænset af sin Leicas enkelhed og faste brændvidde. Da han krævede, at hans hovedmotiv skulle placeres i det gyldne snit, havde han ikke andet valg end at placere udsnittene i efterbehandlingen.
Også i laboratoriet var efterbehandling uundværlig, for ved forstørrelse på papir måtte hvidbalancen først indstilles på forstørrelsesapparatet. I dag kan dette gøres digitalt allerede på kameraet. Så hvis man i dag foretager hvidbalancen på kameraet, er man allerede inde i billedbehandlingen.
Analoge metoder til billedbehandling:
- Mørkekammerteknikker: I klassisk fotografi påvirkes lysstyrken og kontrasterne i billedet målrettet ved at lysne eller mørkne.
- Retouchering: Negativer og kopier blev bearbejdet med fine pensler, penne eller airbrush for at fjerne hudfejl, støv eller ridser.
- Fotomontager: Allerede i det 19. århundrede blev flere negativer kombineret eller udskæringer sat sammen for at skabe nyt billedindhold.
- Kemiske processer: Forskellige fremkaldere eller toninger ændrede billedernes farveeffekt og atmosfære.
- Solarisering og pseudosolarisering: Denne effekt blev også brugt meget i popkunst.
- Kolorering: Det, der i dag kaldes colorkey, er en efterligning af de håndkolorerede fotografier fra tidligere tider.
Forskellen i dag:
Mens analoge teknikker krævede meget tid, håndværksmæssig dygtighed og adgang til specielle laboratorier, er digitale værktøjer hurtige, præcise og tilgængelige for næsten alle. Dette gør billedredigering mere synlig og allestedsnærværende i dag – hvilket også forstærker den offentlige debat om autenticitet.
Konklusion:
Billedredigering er ikke en moderne form for manipulation, men har været en del af fotografiet siden dets oprindelse. Kernen i diskussionen har dog ikke ændret sig meget: Det handler ikke om eksistensen af redigering, men om hvor meget den bruges og med hvilket formål. Det kender alle fra deres uddannelse: I begyndelsen af enhver uddannelse gør man ting, man ikke bryder sig om. Men man gør ikke disse ting, fordi man i begyndelsen af uddannelsen ikke forstår meningen med denne aktivitet. Præcis sådan bør man også tackle emnet billedbehandling: Man gør det, fordi det er en del af læringsprocessen. Kun hvis man er åben for nyt, kan man udvikle sig videre.
