Indledning
Som fotografer står vi ofte over for det problem, at lysforskellene i en scene overstiger vores kameras dynamiske rækkevidde. Især i landskabsfotografering, f.eks. ved solnedgange eller motiver med lys himmel og mørk forgrund, fører dette til udbrændte lys eller tilstoppede skygger. Der findes to etablerede metoder til at udligne disse kontraster: gråtoningsfilteret (GND-toningsfilter) og HDR-teknikken (High Dynamic Range). Begge metoder har deres styrker og svagheder.
Gråtoningsfilter – udligning allerede ved optagelsen
Et gråtonet filter er et optisk filter, der er mørkt i den øverste halvdel af billedet og bliver transparent mod bunden. Dette mørkner især det lyse område (f.eks. himlen), mens forgrunden forbliver upåvirket.
Fordele:
- Naturligt resultat direkte fra kameraet: Kræver kun lidt eller ingen efterbehandling.
- Hurtigt arbejde: Ideelt til situationer, hvor lyset ændrer sig hurtigt.
- Langtidseksponeringer er mulige: Særligt vigtigt ved rindende vand, skyer eller lysspor, hvor flere eksponeringer ville være problematiske.
Ulemper:
- Faste overgange: Filterets forløb passer ikke altid nøjagtigt til horisontlinjen eller til uregelmæssige motivkanter (f.eks. bjerge, træer).
- Ekstraudstyr: Filtre, holdere og eventuelt adaptere skal transporteres og bruges.
- Begrænset fleksibilitet: Efterfølgende korrektioner er næppe mulige, hvis eksponeringen allerede er fastlagt i felten.
HDR – Mere dynamik gennem eksponeringsserier
HDR (High Dynamic Range) er baseret på en kombination af flere optagelser med forskellige eksponeringer. Ud fra disse enkeltbilleder beregnes et billede, der gengiver et større dynamisk område, end en enkelt sensor kunne registrere.
Fordele:
- Maksimal fleksibilitet: Eksponeringsomfanget kan tilpasses nøjagtigt til motivet.
- Perfekt tilpasning til komplekse lysforhold: Også ved uregelmæssige strukturer eller mange detaljer i forgrunden.
- Gode muligheder for efterbehandling: Tonemapping muliggør kreative ændringer af lysstyrke og kontrast.
Ulemper:
- Krævende i praksis: Kræver oftest stativ, eksponeringsserier og efterbehandling på computeren.
- Bevægelser i billedet: Mennesker, vand eller blade i vinden kan føre til spøgelsesbilleder.
- Unaturlige resultater er mulige: HDR bliver ofte overdrevet og virker derefter kunstigt.
- Tonværdiabbrud: Hvis lysværdierne er for store, kan der opstå toneknæk.
- Tab af billedinformation: Billeddataene er ikke alle tilgængelige i HDR, før det færdige billede udgives. Dette begrænser ofte redigeringsmulighederne.
Sammenligning i praksis
- Hurtighed og enkelhed: Gråtoningsfilter scorer højt, hvis man ønsker et præsentabelt resultat med det samme.
- Maksimal billedkontrol: HDR er overlegen, hvis scenen er meget kompleks, og der ikke er en klar skillelinje mellem lys og mørke.
- Designmæssig effekt: Gradientfiltre giver som regel et mere naturligt billede, mens HDR kan have en meget dramatisk effekt.
Konklusion
Om gråtoningsfilter eller HDR er bedst egnet, afhænger af motivet, arbejdsmetoden og personlig smag.
- Hvis du lægger vægt på et naturligt resultat og spontan fotografering, er gråtoningsfiltre et godt valg.
- Hvis man er villig til at investere tid i efterbehandling og udnytte det maksimale dynamiske område, vil man have gavn af HDR.
I mange situationer supplerer de to metoder endda hinanden: Et gråtonet filter kan reducere kontrastområdet allerede under optagelsen og derefter lette HDR-behandlingen. Begge teknikker har den fordel, at man kan fotografere på tidspunkter, hvor andre pakker deres kamera væk.
En anden teknik til eksponeringskompensation er UDI-teknikken (Ultra Deep Image), som dog kræver en langt større redigeringsindsats. Denne teknik vil blive behandlet separat.
