Beskyttelse af personlighedsrettigheder på tværs af grænser
Et foto fanger et øjeblik. Det fortæller historier, dokumenterer historien og bevarer minder. Men ethvert billede, hvor en person kan genkendes, vedrører ikke kun kunsten eller fotografiet – men også en grundlæggende personlighedsrettighed: retten til sit eget billede.
I modsætning til ophavsretten, der beskytter skaberen af et værk, beskytter retten til eget billede den afbildede person. Den skal sikre, at ethvert menneske i princippet selv kan bestemme, om og i hvilken sammenhæng vedkommendes billede må offentliggøres eller spredes. På dette punkt begrænses ophavsmandens ret til offentliggørelse til fordel for den afbildede persons personlighedsret.
De historiske rødder
Tanken om, at mennesker skal have ret til at bestemme over brugen af deres eget billede, udviklede sig først i takt med de tekniske fremskridt i det 19. århundrede. Før fotografiet blev opfundet, var portrætter besværlige og dyre at fremstille. Med kameraet kunne man imidlertid pludselig uden større besvær fotografere mennesker og offentliggøre deres billeder i aviser eller på postkort.
I Schweiz kunne denne ret til sit eget billede allerede udledes af forfatningen fra 1848. Men et vigtigt vendepunkt var året 1890, da de amerikanske jurister Samuel D. Warren og Louis D. Brandeis offentliggjorde den banebrydende artikel The Right to Privacy. De argumenterede for, at ethvert menneske har ret til at blive beskyttet mod uønsket offentlig fremstilling. Deres bidrag regnes den dag i dag for en af grundstenene i den moderne beskyttelse af personlighedsrettigheder.
I Tyskland blev denne lovgivning fremskyndet af Bismarcks død. Dengang trængte to journalister ind i Bismarcks dødsstue og fotograferede ham på hans dødsleje. I Europa udviklede retten til sit eget billede sig yderligere, især i begyndelsen af det 20. århundrede. I mange lande blev der vedtaget love, der ikke længere kun beskyttede ejendomsretten eller æren, men udtrykkeligt også en persons billede.
Retten til sit eget billede som en personlig rettighed
I dag er retten til sit eget billede anerkendt i mange stater, enten ved lov eller gennem retspraksis. Den konkrete udformning varierer ganske vist fra land til land, men grundtanken er næsten den samme overalt:
Enhver har principielt ret til at bestemme, om vedkommendes billede må optages, offentliggøres eller på anden måde anvendes.
Denne beskyttelsesret tjener ikke kun privatlivets fred. Den beskytter også et menneskes værdighed, identitet og selvbestemmelse.
International betydning
Der findes ikke en ensartet, verdensomspændende lovgivning om retten til sit eget billede. Ikke desto mindre understøttes beskyttelsen af personligheden internationalt af talrige retsordener og internationale menneskerettighedskonventioner.
Af særlig betydning er her:
Artikel 12 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (1948), der beskytter ethvert menneske mod vilkårlige indgreb i privatlivet.
Artikel 17 i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der garanterer en tilsvarende beskyttelse.
Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der beskytter retten til respekt for privat- og familielivet og af domstolene i mange europæiske stater anvendes som grundlag for beskyttelsen af retten til eget billede.
Disse bestemmelser medfører, at retten til eget billede i dag i mange dele af verden anerkendes som en del af den generelle beskyttelse af personlighedsrettighederne.
Samtykke som grundprincip
Internationalt gælder stort set det samme princip:
En genkendelig person bør som udgangspunkt give sit samtykke, før vedkommendes billede offentliggøres.
Samtykket kan gives udtrykkeligt eller – afhængigt af national lovgivning – også stiltiende. For kommerciel brug, f.eks. i reklamer eller produktkampagner, gælder der i mange lande særligt strenge krav.
Undtagelser
Næsten alle retsordninger kender til undtagelser fra kravet om samtykke. Hertil hører for eksempel:
- offentlige personer i forbindelse med nyhedsformidling af almen interesse,
- billeder fra offentlige begivenheder,
- mennesker, der blot optræder som en del af et landskab eller en større menneskemængde,
- journalistisk rapportering, forudsat at den er i almenhedens interesse, og at personlighedsrettighederne tages behørigt i betragtning.
Hvor vidt disse undtagelser rækker, varierer dog betydeligt fra land til land.
Den digitale tidsalder
Med sociale netværk og kunstig intelligens har retten til sit eget billede fået en ny dimension. Billeder kan på få sekunder spredes over hele verden, ændres eller tages ud af deres oprindelige sammenhæng.
Netop derfor får den afbildede persons samtykke stadig større betydning. Det, der en gang er blevet offentliggjort på internettet, kan ofte næsten ikke fjernes fuldstændigt. Sammen med de digitale billeder videregives yderligere data, hvorfor databeskyttelsen også spiller en rolle her. Især billeder taget med smartphones er her særdeles dataforbrugende. Men også vores professionelle digitalkameraer er ved at indhente dette. Mens denne databevarelse for længst er forsvundet fra forbrugerkameraerne.
For fotografer betyder dette et særligt ansvar. God fotografi lever ikke kun af teknik og kreativitet, men også af respekt for de mennesker, der står foran kameraet.
Samspillet med ophavsretten
Retten til sit eget billede og ophavsretten forfølger forskellige mål.
B B OphavsrettenB B beskytter fotografen som billedets skaber. B B Retten til sit eget billedeB B beskytter den afbildede person.
Derfor kan begge rettigheder bestå samtidig. En fotograf besidder som regel ophavsretten til sit foto, men må ikke offentliggøre det ubegrænset, hvis det krænker den afbildede persons rettigheder. Omvendt må den fotograferede person ikke vilkårligt kopiere eller offentliggøre billedet, hvis det krænker fotografens ophavsret. Ophavsret og retten til sit eget billede er begge personlighedsrettigheder, hvilket betyder, at de er absolutte og gælder i 75 år efter ophavsmandens eller den afbildede persons død.
Konklusion
Retten til sit eget billede er udtryk for et universelt princip: Hvert menneske skal selv kunne bestemme, hvordan hans eller hendes billede anvendes. Selvom de lovgivningsmæssige bestemmelser er udformet forskelligt rundt om i verden, er beskyttelsen af personligheden i dag en anerkendt del af moderne retsstater og internationale menneskerettighedsstandarder.
Den, der fotograferer, bærer derfor ikke kun ansvaret for kvaliteten af sine billeder, men også for en respektfuld omgang med de mennesker, der er afbildet på dem. God fotografi forener kunstnerisk frihed med juridisk bevidsthed – og netop denne balance danner grundlaget for en ansvarlig omgang med billeder.
